Silent Movement

Retreatets vandreture er såkaldte Nature Silent movements.

Vi vandrer i tre mindre grupper og i stilhed. Vi transporteres i bil til startsted og retur fra de forskellige slutpunkter.

Silent Movement overholdes, mens vi går langs småstier gennem skov, eng og langs kysten. Har vi asfalt under fødderne kan tanker og mund tage deres afstikkere som det nu sker, når man vandrer sammen.

Silent Movement kaldes også Yoga Vandring, og skaber indre og ydre vitalitet. Samtidig med at kroppens affaldstoffer udskilles, næres krop og sind af det dybe livgivende åndedræt. Smidighed, balance, koncentrationsevne og styrke stimuleres; mens du sanseligt fyldes af synsindtryk, lyde, dufte fra den natur du er midt i.

Vores tempo vil ligge mellem 4 – 4,5 km i timen og længden på fællesruten vil være ca. 5 km. Ruterne er valgt således at du nemt kan forlænge din Nature Silent Movement, alt efter din lyst og kapacitet.

Silent Moment

Kristus Krans –at møde sit livsmod, livslyst, ansvar og kærlighed.

Kristus Kransen er én blandt mange kristne meditative traditioner. Den er skabt af den svenske biskop Martin Lønnebo. Kransen er opbygget over Jesus liv. Da Jesus levede et menneskeliv, er hvert tema i kransens perler samtidig et billede på ethvert menneskeliv på godt og ondt.

Til alle perler hører en kort tekst og refleksion, som vi bringer med ud i vandringen.

Martin Lønnebo skriver: “Kristuskransen er som en livline. Den eneste opgave en livline har, er at være for hånden, i tilfælde af at der bliver brug for den.” Kransen er en hjælp til at standse op og lade vigtige livsværdier komme på plads i dit liv.

  • GUDSPERLEN (gylden) – Minder dig om lysets Gud, der er grænseløs, ophøjet, uendelig og dog nær.

  • JEG PERLEN (den lille hvide) minder dig om, at du selv er en unik og uendelig værdifuld

  • STILHEDSPERLERNE (de seks aflange gråbrune ) Når vi nærmer os det evige løfter vi hjertet, og da behøver vi ikke ord. Budskaber synker ned i hjertet og vi bliver et med det.

  • ØRKENPERLEN (sandfarvet) symboliserer dage med tvivl, tørst og kampe – dit livs ørkenvandringer og samtidig også, at alt det der møder os i livet, er en anledning til modning og vækst.

  • GLÆDESPERLEN  (blå) er den uendelige kilde af omsorg, der stiller din tørst. Læg bekymringerne fra dig og drik!

  • KÆRLIGHEDSPERLE 1 (rød) handler om den kærlighed, som du får.

  • KÆRLIGHEDSPERLE 2  (rød) handler om den kærlighed, du giver.

  • HEMMELIGHEDSPERLER (perlemor) Du kan lægge det frem du bærer på; også det du ikke har ord for, og det du ikke snakker med andre om.

  • NATTENS PERLE  (sort) symboliserer kriserne, døden og mørket i dit liv.

  • OPSTANDELSESPERLE (hvid) symboliserer befrielse, glæde, opstandelse og lys. Natalitet; en ny begyndelse.

  • DÅBSPERLEN Kaldes også overgivelsesperlen; og minder os om at i overgivelsen må vi blive som børn, slippe kontrol og have tillid til livet og det guddommelige.

Taizé

Taizetraditionen stammer fra det økumeniske fællesskab i den lille sydfranske landsby Taizé.

Her samles 100 brødre og gæster fra hele verden og alle religioner til meditativ bøn i form af sang, personlig refleksion og stilhed. Fællesskabet ønsker at gøre forsoning og fred på tværs af grænser til en levende virkelighed.

Taizé sangene er opbygget som en enkelt hymne, som gentages igen og igen, indtil den stille ebber ud af sig selv.

Selv om du ikke kender sangen på forhånd vil du hurtigt nå at lære teksten sådan at du ikke længere behøver at tænke over ordene; men i stedet netop reciterende og vævende med stemmen kan lade hymnens tone, klang og betydning tale til hjertet med stor opbyggelighed.

Efter den meditative syngende bøn lytter vi sammen ind i stilhedens stemme i efterklangen.

 Hjertemeditationer

Hjertemeditation er inspireret af kristen tradition og HEARTFULLNESS inspireret af indisk tradition.

På dette retreat anvender vi begge meditationspraksisser. Med enkle meditative øvelser knytter vi vores krop og indre erfaringer, vores sind og vores sjæleliv sammen.

Du vil blive guidet ind i afspændinger, renselsesprocesser og ind i en række korte hjertemeditationer.

De guidede meditationer vil sammen med dine daglige Yin Yoga sessioner, udgøre en gentagende og nærende puls fra den tidlige morgenmeditation til den sene aftenmeditation.

Du behøver ikke have erfaring med meditation for at få glæde af de guidede sessioner; ligesom du heller ikke behøver beherske klassiske skræddersiddende meditationsstillinger. Vi mediterer siddende på badebro, stole og bænke eller på gulv for dem der ønsker det.